lørdag den 17. november 2018

Skærtorsdag


Det har været en lun nat. De to mus har sovet godt under højbroen. Ja, det er Kloge, der ved, at det hedder højbroen. Den faldt jo i Helligkilden engang. De blev kun forstyrret, når togene kørte ovenpå.
De er ikke alene. Under højbroen har der også sovet nogle mennesker. Det er altså ikke kun mus, der har brug for et godt sted at sove. Mennesker kan også mangle et sted at bo. Nysgerrig tænker, om de mon også snuser rundt og finder gode sager. Selv er den klar til morgenmad, hvis nogen skulle byde.
Kloge tænker mere på, hvad disse mennesker gør om vinteren. Skal den mon fortælle dem om den store kirkes kælder? Den tør ikke, selvom en af mændene virker bekendt. Hans tøj ser rent ud men slidt. Kloge kommer i tanke om stedet med brugt tøj og møbler. Det var dér, den så, at manden fik nyt tøj.
Kloge kan høre, at han praler. Han fik det på konto sammen med maden, siger han stolt. Det lyder til, at de andre kender stedet. Kloges hjerne ved nu, at det er et hjælpested. Det kaldes genbrug, og der er også en varmestue. Den fortæller det til Nysgerrig. ”Mon også mus kan få en konto?” Det tror Nysgerrig nu ikke. Men den vil gerne have noget mad. Her kan den ikke finde noget.

Så kommer der en med en lille vogn. Det er morgenkaffe, og der er brød til. Der er så meget, at musene også får nogle krummer. Damen giver det helt gratis. Bagefter fortæller hun en historie. Hun synger også. Nogle af de andre synger med. Kloge tænker, at det næsten er som at være i kirke. Det tænker Nysgerrig også. Men brødet her er nu bedre end det tørre brød i kirken.
Damen gør klar til at gå. Kloge ved nu med sin kloge hjerne – den faldt jo i Helligkilden engang – at damen er præst. Inden hun går, inviterer hun alle til at spise med i aften. De to mus bliver sammen med menneskerne. En god morgenmad og så tilbud om mad til aften, så kan dagen bare nydes.

Madhuset er ikke langt væk. Det ligger på en kirkegård og ligner en lille kirke. Kloge ved, at det kaldes et kapel. Det har mennesker brugt, når de sagde farvel til en død. Nu er der borde, som er dækket til fest. Musene finder ind i et lille køkken. Der er gode sager til dem. De kan høre menneskene synge. Det lyder som når mennesker synger i kirken. Kloge ved, at det har med julebarnet at gøre. Men den forstår ikke, hvorfor de her spiser så meget mad.
Nysgerrig synes dog, at det er dejligt. Ordentlig mad er bedre end det tørre brød i de andre kirker.

Godt mætte finder de to mus ovenpå – op til vinduerne. Derfra kan de se, at folk både spiser, synger, beder og får en fortælling. Der bliver også snakket. Kloge hører noget, men falder i søvn ved siden af Nysgerrig. Her er godt. Bliver de sultne, kan de nok finde lidt ekstra i løbet af natten.

Ved banen de sover. Det var lunt i nat.
Og nu er der kaffe. Hvor er hun en skat.
De hviler i solen til aften det blir,
for så er der spisning. Det præsten hun sir.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar